Mange har i flere år prøvet at finde en gylden formel, der let kan regne ud, hvor effektivt det enkelte hagl og dermed en haglladning i en patron er i forhold til nedlæggelse af vildt, så man på forhånd kan sige, hvordan patronen virker på forskellige vildtarter.

Denne superformel er det endnu ikke lykkedes at lave, men til gengæld foreligger der mange praktiske testresultater på vildt, både i kunstige situationer og virkelige jagtsituationer. Derudover er der foretaget utallige tests af forskellige patroner ved at afskyde dem mod materialet ”ballistisk gelatine”. Dette materiale har en helt bestemt konsistens, der er det tætteste, man kommer på levende væv, og som er udviklet af FBI og bliver brugt i forbindelse med undersøgelse af projektilers gennemtrængningsevne.

Ser man nærmere på alle disse tests, så danner der sig et rimeligt klart billede af, hvad der skal til.

Momentum og energi

Der er flere forhold, som man kan beregne, og et af dem er et hagls kinetiske energi (bevægelsesenergi). Momentum og kinetisk energi er relaterede, men ikke det samme. Ved affyringen af en haglladning bliver både haglladningen og skytten udsat for samme momentum, men ladningen får langt den største kinetiske energi, fordi den bevæger sig hurtigst. Momentum er lineært proportionelt med hastigheden, mens den kinetiske energi er eksponentielt proportionel med hastigheden. Formlen for sidste er: KE (kinetisk energi) = 0,5*M (massen i kilo)*V2 (hastigheden i meter i sekundet i anden potens). Ved at bruge denne formel og holde resultaterne op imod den virkning, man har observeret i praktiske forsøg, har der dannet sig et billede af, hvor meget energi et givet hagl skal kunne præstere for at sikre et drab på forskellige vildtarter.

Stor viden

Tom Roster, amerikansk ballistiker, har de seneste mere end 40 år beskæftiget sig med haglskuddets virkning ud fra et videnskabeligt synspunkt. Omkring 26.000 stykker fuglevildt af forskellig størrelse er blevet undersøgt grundigt med hensyn til afstand, de er nedlagt på, haglmateriale, patrontype og følgende obduktion og røntgenfotografering, hvilket har givet en unik database, der kan fortælle en masse om, hvad et hagl skal kunne for at kunne slå ihjel i praksis. Alle fugle i Rosters undersøgelser er blevet nedlagt i jagtsituationer.

Helt tilbage i 1971-1972 udførte en anden ballistiker, Ed Lowry, for Winchester et stort forsøg, den såkaldte Nilo Farm-test. Her skabte man en kunstig situation, der lignede en praktisk, men var helt kontrolleret. 2.400 gråænder blev enkeltvis fastspændt på en lille vogn, der kørte afsted med dem, så de brugte vingerne ligesom i en flugtsituation. Med et computerstyret gevær, der sørgede for, at fuglene var centreret i skuddet, blev der skudt på dem med forskellige typer patroner.

Det er ikke mindst viden fra Rosters og Ed Lowrys undersøgelser, der har dannet grundlag for de retningslinjer, der findes i dag i forholdet mellem kinetisk energi og evnen til at trænge dybt nok ind til at kunne slå ihjel. For fuldstændighedens skyld skal det dog nævnes, at nogle mener, at kinetisk energi ikke er det bedste mål for, hvor dybt et hagl trænger ind, men trods dette er kinetisk energi en god indikator på gennemtrængningsevnen.

Praktiske tests bedst

Et godt eksempel på, at praktiske tests under jagt fortæller mere end at skyde på gelatine eller udregninger, er, at det har vist sig, at fasaner i et klassisk bagskud for stående hund er betydeligt mere skudstærke end antaget. På afstande over 27 meter var stålhagl størrelse 2 størrelserne 3, 4 og 6 overlegne. Forklaringen er den, at det sammenvoksede bækken og rygparti udgør en slags armering, og fasanens kraftige og tætte fjerbeklædning nederst på ryggen brænder fast på haglene, så de taber fart. Ofte bøjer de fjerbelagte jernkugler af ved mødet med skelettet og trænger derfor ikke ind. Det samme sker i øvrigt ved skydning til gæs ved spidsskud. Gæs er kraftigt fjerpolstrede netop i forkanten af brystet, og der er en tyk muskelmasse, der skal gennembrydes, før et hagl kan nå ind til vitale dele.

Selvom kinetisk energi ikke er det perfekte mål, og det langtfra fortæller hele historien, er det dog bredt accepteret, at det er et godt bud på, hvad et hagl kan præstere på en given afstand – mere om det senere.

Man anser 4-5,5 Nm (joule) for at være tilstrækkeligt til ænder og 6,8-9,5 Nm (joule) til gæs. Det er det samme som henholdsvis 3-5 ftlbs og 5-7 ft-lbs. Målet for ænder kan i toppen af spektret overføres til fasaner i bagskud, og målet for gæs kan ligeledes i toppen af spektret overføres til for eksempel ræv og råvildt.

Tommelfingerregel

Da de færreste går rundt og laver komplicerede beregninger, så er nogle amerikanere kommet frem til en tommelfingerregel, der er let at huske, og det er, at et stålhagl for at være effektivt til ænder og gæs skal have en hastighed på mindst 600 fod i sekundet, hvilket svarer til 183 m/s. Denne tommelfingerregel er blevet udregnet for haglstørrelse 2 (3,8 mm) for ænder og BB (4,5 mm) til gæs, sidstnævnte er ikke tilladt herhjemme. Under danske forhold er det derfor bedre at sætte minimumshastigheden til 220 m/s., og det er samtidig nemmere at huske.

Det giver meget god mening som en grov rettesnor og falder indenfor rammerne af det antal Nm, der regnes for tilstrækkeligt. Et stålhagl nummer 4, der flyver med 220 m/s., har en kinetisk energi på 3,6 Nm, et hagl størrelse 3 på 4,3 Nm, størrelse 2 på 5,5 Nm, størrelse BB en på 9,5 Nm, og nok så væsentligt for danske forhold har et hagl nummer 1 en energi på 6,7 Nm. Altså haglstørrelse 1 har energi nok til gæs, når hastigheden er faldet til 220 m/s., og haglstørrelse 2 og 3 har nok til ænder.

Imidlertid har adskillige praktiske observationer vist, at også et stålhagl nummer 4, der flyver 220 m/s., trænger dybt nok ind i en and til at kunne slå den ihjel, på trods af at et hagl nummer 4 kun kan præstere 3,6 Nm. Som tidligere nævnt er der flere forhold at tage i betragtning, når man kigger på et hagls dræbeevne, og et af dem er, at hvis to hagl af forskellig størrelse med samme energi rammer en and, så vil det mindste hagl trænge dybere ind end det største, forudsat at de begge er kugleformede. Ganske enkelt fordi dets frontale tværsnit er mindre og derfor ikke skal fortrænge så meget væv for at nå en given dybde som et større. Dette er formodentlig årsagen til, at haglstørrelse 4 i praksis kan levere varen med 220 m/s., selvom den kinetiske energi er lidt under det ellers krævede.

”Knock down”

En andet forhold, som ofte bringes ind i diskussionerne om et haglskuds evne til at slå ihjel, er den såkaldte ”knock down-effekt” – at haglene ved mødet med vildtet skaber et slag eller en trykbølge, der skader så meget, at det kan lamme eller slå vildtet ihjel. I argumentationen for dette bruges både eksemplet med et stort projektil som en sten, der kastes, eller et noget mindre projektil, men dog væsentligt større end et almindeligt hagl, der rammer med meget stor hastighed som en riffelkugle. En stor sten behøver ikke at have ret meget fart på for at slå ihjel, og den trænger ikke ind, og en riffelkugle, der rammer en dyrekrop med stor hastighed, skaber en trykbølge omkring sårkanalen, der er vævsødelæggende. Ingen af disse forhold har man kunnet konstatere i forbindelse med nedlæggelse af vildt med et haglskud på normale afstande. Obduktioner af tusindvis af nedlagte fugle har kunnet fastslå, at det, der dræber dem, er et eller flere hagl, der rammer og ødelægger vitale dele.

Antal hagl

At det enkelte hagl har kapacitet til at dræbe, hvis det rammer vitalt, er ikke nok til, at et haglskud kan betegnes som effektivt. Da man ved haglskydning modsat riffelskydning satser på, at der blandt den sværm af hagl, der, i forhold til et riffelprojektil, ret tilfældigt rammer et større område, så skal haglene også være fordelt på en måde, der giver en stor sandsynlighed for, at mindst et af dem rammer vitalt. Hvor mange hagl der skal præsteres og være fordelt ordentligt indenfor den dræbende 75 cm-cirkel, man normalt regner med til forskellige vildtarter, har den amerikanske ballistiker Tom Roster lavet et skema over, som kan findes flere steder på nettet. For eksempel her: 

Is Steel Shot Effective?

Der er altså flere ting at tage hensyn til: Haglene skal have den fornødne energi på den afstand, man skyder på og der skal være hagl nok i den centrale del af haglsværmen til, at man kan forvente, at mindst et rammer vitalt.

Derfor er det endnu en gang et kompromis, når man skal vælge den bedste patron til formålet. Jo større hagl og jo større hastighed, desto større energi ude hvor vildtet træffes, men samtidig jo færre hagl i en given ladning. Heldigvis er verden sådan indrettet, at jo mere energi der kræves til en vildtart, jo færre hagl er der brug for, fordi de vildtarter, der kræver mest energi, er de største og kan dermed dækkes forsvarligt med færre hagl (se T. Rosters tabel).

Angående hastigheden så vil hurtigere ladninger også betyde mindre ladninger, hvis momentum skal holdes nede på et fornuftigt niveau, så også her skal man veje forholdene op mod hinanden – der skal være hagl nok til den nødvendige dækning, og de skal have den fornødne energi til at slå den vildtart ihjel, man skyder på. Heldigvis er valget ikke så svært, hvis man holder sig til de anbefalede skudafstande, vælger patroner med en fornuftig udgangshastighed i den rette haglstørrelse – og sørger for at sikre sig, at skudbilledet er i orden.